img_7632.jpg
18. august 2016

Om vindere, vemod, livslektier og livsledsagere.

Fremtiden, OL, Roningen

foto: Anders Madsen

I 4 år har der stået ”Vi vinder guld i Rio” på et billede på min træningsdagbog. Hver dag har jeg haft træningsdagbogen fremme for at skrive dagens træning ind. Gode dage, dårlige dage, blæsende dage, stille dage. Det hele er der. Personlige rekorder – troen på, at vi byggede ovenpå resultatet i London. Lige indtil torsdag i sidste uge kl. 9.07 var jeg sikker på, at vi var et hold, der hørte til i OL-finalen. Blandt verdens 6 bedste letvægtsdobbeltscullere. Men jeg lod blikket glide ud efter 4 minutters roning – og vi lå nr. 4. Dér hvor vi ikke skulle være. Og vi roede for vores liv, for vores finale, for vores ære. Men det var ikke nok.

Jeg har tænkt alle de rigtige tanker. Jeg har hjernevasket mig selv med kodeord på computeren (guldirio2016, allforrio2016), jeg har set mig selv ro over stregen på en medalje-placering, tænkt på hvem jeg skulle huske at sige tak til, vidst at jeg ville græde af lykke, glæde og lettelse, hvis vi vandt en medalje, bidt smerte i mig under træning, fordi jeg skulle ro OL i Rio denne sommer. Taget beslutninger i makkerskabet undervejs. Snakket om hvad vi havde brug for. Men det var ikke nok.

Og jeg er ked af det helt ind i knoglerne… Over at vi ikke kunne vise, hvor stærk roende vi var. Men jeg kan ikke sætte en finger på, hvorfor båden ikke gik stærkere. Man er ofte god til at forklare, hvad der sker, når et løb føles dårligt; når man modarbejder hinanden og båden ikke løber. Men vi roede sammen, vi fulgtes ad; vi sad med følelsen af at samarbejde. Men det var ikke nok.

Heldigvis har Danmarks OL-hold alligevel nået medalje-målsætningen, når nu vi ikke kunne bidrage til høsten. Jeg er fristet til at skrive, at jeg ville give min arm for en medalje (men det vil jeg ikke! Gi’ en arm altså!!) Men glæden jeg har set på alle danske medaljevinderes ansigt er den glæde, jeg altid har stræbt efter – og det rører mig til tårer, når de glade mennesker modtager medaljen, fordi jeg om nogen ved, hvor meget de har slidt og slæbt for det stykke metal. Hvor lykkelige, lettede, trætte og stolte de er.

Det er derfor også med vemod, at jeg springer af toget og giver nye unge atleter muligheden for at drømme de samme drømme som mig. Drømme om sejre, drømme om at lykkes. Jeg ville så gerne ha’ afsluttet det hele med et resultat, som var samarbejdet med Juliane værdigt. For vi har nået så mange mål på vejen. Men lige nu overskygges worldcup-medaljer, personlige rekorder og Danmarksrekorden som hurtigste lette dobbeltsculler af resultatet i Rio. Fordi OL er så særligt. Så prestigefyldt. Og denne gang kunne vi ikke levere et topresultat. Skuffende for mange. Men allermest skuffende for os selv.

Når al dampen er drevet over og når OL-hypen har lagt sig, ved jeg heldigvis, at jeg ikke (kun) kommer til at se tilbage på OL2016, så kommer jeg til at se tilbage på 18 år, hvor jeg har udlevet min drøm. Hvor jeg i to forskellige sportsgrene har opnået dét, den ene ikke kunne give mig. VM- og EM-medaljer fik jeg i kajakken, mens jeg har pakket kufferten to gange som OL-deltager i roning. Jeg har fået uvurderlige livslektier i rygsækken. Sporten har formet mig, lært mig, slebet mig. Med blod sved og tårer og masser af grin og smil. Og jeg er stolt af min karriere!

Nu ligger en ny hverdag for mine fødder og jeg glæder mig til den! For der venter en masse fantastiske udfordringer i fremtiden. Og en fantastisk ægtemand! For han har været på knæ og givet mig en ring. Og jeg har selvfølgelig sagt ja! Ja til at være os to og Thora. Ja til vores fremtid 🙂


KH Anne.

RELATEREDE INDLÆG

Pressemøde på tagterassen  af vores hotel
5. august 2016

Vi ses på den anden side! Roger over…

OL

I aften sker det! Flammen tændes! Den olympiske ild kommer til at brænde, som et billede på den indre ild, der brænder i alle de atleter, der er samlet her i Rio.

Vi vil nyde åbningsceremonien på tv sammen med alle de andre danske roere og nogle af sejlerne iført indmarchtøjet, men med benene oppe og med mulighed for at komme i seng i ordenligt tid. Det er en beslutning, vi tog for lang tid siden, fordi transporttiden til Maracana bliver for lang og for sen. Og åbningen fra OL i London står stadig som et dejligt minde – og stærkt nok til at igen at få OL-sommerfulglene i maven til at blafre! Let the Games begin!
Om to dage skal vi ro det første løb på Lagoa, og jeg tager mig selv i at håbe på, det ender godt. Alle forberedelser, al den hårde træning, de personlige rekorder, den gode træningslejr i Østrig – nu skal de allersidste brikker i puslespillet lægges! Vi ved, hvad vi kan og vi ved hvad vi vil! Og nu er det med at nyde det, for vi er lige her, hvor så mange atleter drømmer om at være!

Jeg skriver ikke blogs under vores konkurrencer – men jeg lover, vi høres ved på den anden side! Facebook og Instagram opdateres og jeg kan garantere, at med det presseopbud, der er mødt op i Rio, så skal der nok blive skrevet om roerne og hvordan det går os. Vores indledende heat skydes af 15:40 (dansk tid) på søndag.

So long!

Kh Anne.

Træning. Foto: Anders Madsen.

Træning. Foto: Anders Madsen.

 

Det er "roger over", når vi træner på søen. Brian Richo er med os i båden via en good old walkie talkie :) Foto: Anders Madsen.

Det er “roger over”, når vi træner på søen. Brian Richo er med os i båden via en good old walkie talkie 🙂 Foto: Anders Madsen.

 

 

Der var kø til at prøve starter-systemet. Vi ligger lige til venstre i billedet ;) Foto: www.row2k.com

Der var kø til at prøve starter-systemet. Vi ligger lige til venstre i billedet 😉 Foto: www.row2k.com

 

båden skylles grundigt efter en tur på vandet både pga. af salt i vandet og pga. risikoen for bakterier. Foto: Anders Madsen

Båden skylles grundigt efter en tur på vandet både pga. af salt i vandet og pga. risikoen for bakterier. Foto: Anders Madsen

 

 

RELATEREDE INDLÆG

img_7415.jpg
2. august 2016

Postkorthilsen fra OL i Rio!

OL

Vi har indtaget Rio! Og jeg føler mig hjemme 🙂 Sidste års besøg tror jeg kommer til at være guld værd for os 😉 Alle turistseværdigheder i Rio blev hakket af sidste år i oktober og jeg har faktisk intet behov for at smutte ud i det urbane liv. Det passer mig fortræffeligt at være på vores hotel og køre til banen for at ro – mærke båden, som vi lige skal vænne os til, efter et par måneder i vores reservebåd. Vi ror vores første løb på søndag, og vi bruger lige nu dagene på, at holde kroppen igang uden at træne for hårdt.

I går aftes fik vi en smuk tur på søen – som allerede har vist sig fra flere sider: stille, meget blæsende, mindre blæsende, store bølger, ingen bølger. Men vejret kan vi ikke gøre noget ved, så det kommer vi ikke til at fokusere på. Vi fokuserer på at ro stærkt og ro sammen 🙂

Hotellet vi bor på ligger ikke ved eller i den olympiske by. Danmark har lejet et hotel til roere og kajak-roere, som ligger tættere på ro-banen. Transporttiden løber hurtigt op her i Rio, hvor det er at “sidde fast i trafikken” får en helt ny betydning, når man er dansker….

Jeg prøver løbende at lægge lidt billeder på instagram og facebook, så husk at følge med dér; der er stadig en OL-nedtælling på iform.dk og jeg prøver selvfølgelig at få skrevet lidt her på bloggen også 🙂

KH Anne.

Robanen er smukt placeret på søen Lagoa midt i Rio!

Blog-skriveri i lobbyen på hotellet – med billede af mig og Juliane i baggrunden :)

RELATEREDE INDLÆG

img_7385.jpg
28. juli 2016

Om at lægge puslespil – et stort et!

OL, Roningen

Mine kære to er tilbage i Danmark. Jeg er on my own resten af tiden i træningslejren og under OL. Jeg kan for alvor gå ind i boblen, med 8 dage til OL-flammen tændes og 10 dage til vi lægger til start i Rio.

Tiden mellem træningen bruger jeg blandt andet på at læse, sove middagslur og skrive blogs (håber også du følger min lille countdown på iform – der er et lille stykke dagbog hver dag!). De seneste dage har jeg også været med til at lægge et stort puslespil i fællesrummet – et puslespil, som den tunge damegruppe, har fået bragt hertil, da der alligevel kom familiebesøg fra Danmark (fordi det, de havde med hjemmefra allerede var færdiglagt…) De har været så søde, at lade alle fra landsholdet, der alligvel gjorde holdt i opholdsrummet, lægge en brik eller 10 eller flere! Og jeg synes altså det er smadder-hyggeligt – man bliver helt optaget af detaljerne og af at finde lige dén brik, som passer.

Midt i alt pusleriet, kom jeg til at tænke på, at jeg ofte har tænkt hele forberedelsen til Rio, som et stort puslespil – brik for brik tegnes det store billede, detaljer kommer på plads, helheden skabes og enkelte gange lægger man en brik væk, for så at finde den igen senere og vide præcis, hvor den passer ind. Det tager tid, man skal være tålmodig, nogen gange rykker det med at bygge på, andre gange skal man hvile øjnene/kroppen og give sig selv en pause.

Vores puslespil, som bringer os til Rio, er næsten færdigt nu. Der er nogle små huller stadigvæk. Men der er stadig lidt tid, som kan bruges til den sidste fine-tuning. Selvom vi så småt er begyndt på nedtrapningen, er vi ikke 100% friske og det er helt fint. For jeg har en fornemmelse af, at vores bundniveau, ikke er langt fra vores topniveau og top- og bundniveau ligger kun tæt på hinanden, når man er i god form 😉

Vores fysioterapeut Anders skød nogle billeder idag fra motorbåden, og fangede os i de nye OL-dragter! Så nu kan I se, hvad I skal spejde efter på søen i Rio – Gul båd og rød-hvide racing-suits! YAY – we are ready!!

KH Anne.

Foto: Anders Madsen

Foto: Anders Madsen

RELATEREDE INDLÆG

img_7353-1.jpg
20. juli 2016

Om hjernen bag og hvem vi har i ryggen ;)

OL, Roningen

foto: Klaus Sletting / Privat.

Selv om vi ofte har optrådt i de røde, hvide og sorte trikot’er med hjernen på ryggen og Area9 på brystet, er det stadig ofte, jeg bliver spurgt, hvad Area9 egentlig er for en virksomhed, og hvad de laver. Area9 laver lærings-software, der især bruges af højere læreanstalter. Softwaren adskiller sig fra almindelig lærings-software, fordi den er er i stand til at “hjælpe” den studerende på vedkommendes svage områder. Softwaren går simpelthen ind og giver den studerende mere intensiv læring på de områder, hvor den studerende ofte fejler, fx i tests. Area9 har nu hovedsæde i Boston, USA – hvor interessen og mulighederne for Area9 har været større end i Danmark. Area9 holder dog fast i sine danske rødder og via et sponsorat til Danmarks letvægtsdobbeltscullere har de været med til at kickstarte og skabe fundamentet for, at begge bådes mandskaber har levet som professionelle det sidste halve år frem mod Rio, samt at vi har haft mulighed for at medbringe barnepige og børn i træningslejrene.

Area9 har desuden været vært for os de gange, vi har roet Head of the Charles i Boston og vi har på den måde også fået lov at møde nogle fantastisk driftige, målrettede og idérige mennesker, der inspireres af vores sportslige ambitioner og ukuelige tro på, at drømme kan forfølges og lykkes – men som også inspirerer os til at gøre os umage!

Head of the Charles, Boston 2015.

 

Foto: Tariq Mikkel Khan.

Samarbejdet med TDC, der som virksomhed ikke kræver megen præsentation, har givet det afgørende sponsorat, som har gjort det professionelle liv muligt. Med sponsoratet føler vi at roning, som sport er blevet sat på landkortet i Danmark. Vi har fået muligheden for at komme med ombord i en virksomhed, der bruger vores tilgang til samarbejde, målsætninger, konstruktiv kritik og drøm om at være de bedste til at sætte rammerne for deres medarbejdere. TDCgroup bruger os aktivt i virksomheden og det er dejligt, at vi får lov at komme ud og tæt på de mennesker, der er ansat i TDC-koncernen. Og så har de som OL-lir fået lavet et 5 x 11 m(!) stort banner af os, som er hængt på TDCs hovedkontor i Sydhavnen! Vi er temmelig stolte af både at blive eksponeret personligt som professionelle roere og samtidig eksponere rosporten i højfomat 😉

Udover de to sponsorater fra Area9 og TDC, har vi i ca. halvandet år, været en del af Arlas sport-nutrition-projekt, Arla Aurena, hvor vi, sammen med udvalgte atleter fra hele verden, har fået en unik mulighed for at være med til at udvikle, bruge og give respons på produkter, Arla Aurena fremstiller. Under hele vores OL-forberedelse har kun brugt brugt Arlas recovery-produkter. Produkterne adskiller sig fra andre produkter på markedet ved at være 100% økologiske og 100% naturlige, dvs. uden kunstige sødemidler og farve. Økologiske produkter uden sødestoffer har været et krav fra os – fordi vi ikke har kunne finde noget sports-nutrition, der opfyldte disse krav og vi synes det var en mangelvare på et ellers udbudsrigt marked. Vi er meget glade for det, Arla Aurena er kommet frem til og håber at flere atleter vil få glæde af disse produkter på sigt 🙂

Se en lille film, og præsentation af Arla Aurena HER

Vores familie og øvrige bagland samt vores sponsorer har i den grad været afgørende for, at Danmarks to olympiske letvægtsdobbeltscullere er på vej til Rio med det mest professionelle set-up i ryggen nogensinde.

 

Kh Anne.

 

RELATEREDE INDLÆG

IMG_7244
19. juli 2016

Ein stück Österreich, bitte….

Diverse

Ok, det måtte jo komme. Et indlæg om østrigsk stil(forvirring) Jeg er ca 1500 km væk hjemmefra og man må sige, at den overordnede tilgang til (god?) stil også er ca. 1500 gange anderledes end i vores skandinaviske hovedstad København… Og jeg skal selvfølgelig ikke gøre mig til dommer over om “scandi design” er bedre stil end Ein stück Österreich… Men jeg kan bedst beskrive mit forhold til det østrigske interiør som blandet…

På alle mine rejser rundt om i verden, har jeg tit tænkt på glæden ved at eje et lille sted, i alle de byer hvor vi har opholdt os. Hvert land har sin egen charme og det er derfor jeg holder utrolig meget af, at rejse i Europa. Du kan bevæge dig over relativt korte afstande og opleve så forskellige kulturer. Europa er et kludetæppe af farver, forskellig mad og mere eller mindre praktisk tilgang til boligindretning.

Og jeg er nu landet lige midt i Schnitzel- und pommes-land. I sommervarme ved en badesø, på et badehotel, som helt sikkert har fået en make-over i midt 90’erne! Siden da er der ikke rigtig sket noget… Vi er tydeligvis ikke prototyperne på deres almindelige gæster: Lidt for veltrænede, lidt for unge, Lidt for lidt tatoveringer, for få rygere og for lidt cologne og stærk dameparfume! Men de tager sig godt af os! Så nu kan I bare nyde de billeder, jeg har taget rundt omkring på badehotellet Marolt. Die Sonne scheint, alles ist gut og alle sind froh!

IMG_7243

I morgenmadssalen er der fine “marmor”søjler i en let blå farve, flere spejlvægge, et græsk inspireret maleri og et Mickey Mouse tæppe!! (indsæt selv emoji der holder sig for øjnene)


IMG_7247

Hotellet udefra. Beliggenheden er virkelig god, så man lige dér scorer de mange stjerner.


IMG_7246

TV og telefon på værelset… Bemærk lampe og gardiner. Og de lysegule vægge… Grøftekantsbuketter er virkelig in i øjeblikket – men det er som de her er lidt for fine. De er mere farmor end hippe…


IMG_7245

Man skal kysse mange frøer… udsmykning i receptionens vindue. En stor udstoppet bjørn i naturlig størrelse har de skam også plads til… Dobbeltsengen har sengegavl og bemærk væglampen med frosset glas, der lyser opad.


IMG_7244

Reklame for en lækker østrigsk ost. Plakat med aftenunderholdningen mandag aften, slager for fuld udblæsning, og til sidst en tilfreds østriger på ostereklamen, Lederhosen und alles. Østrig er et smukt land – på sin helt egen måde…

 

 

RELATEREDE INDLÆG

img_7214.jpg
17. juli 2016

En søndag i træningslejren…

OL, Roningen

Den første uge er snart gået i træningslejren og om 14 dage drager vi videre mod Rio. Tiden går stærkt, men tiden går godt. Vi har selv fornemmelsen af, at vi præsterer god roning. Der arbejdes stadig benhårdt på timingen, som er så altafgørende for farten. Timingen er god 99% af tiden, men de sidste 14 dage skal bruges på, at få den gode timing 99,9 % af tiden. Lidt længere træninger end derhjemme, lidt mere intensitet og mulighed for at ro en træningstur om eftermiddagen med fuld fokus på teknikken løfter os i passende fart op på det topniveau, vi ønsker at vise i Rio.

Så selv om det er søndag i dag, vises der ingen nåde fra træneren, som havde programsat to hårde omgange fysisk udfoldelse. Vi har i formiddags roet ”empty the tank” – hvilket betyder: du er dødtræt i kroppen bagefter!! Programmet et ikke udmarvende langt, men intensivt i en grad, så din mave de sidste to minutter snører sig sammen og benene pumpes fulde af mælkesyre. 20 minutter tager det – i stigende i tempo – et slags trappeprogram velsagtens. I starten med to minutters intervaller og de sidste 4 minutter med stigning i tempoet hvert minut. Det føles nogenlunde sådan her:

Forestil dig en løbetur: de første 14 minutter tilbagelægges i et godt højt tempo, hvor du kommer langt pr skridt, du har tid til at fylde lungerne med luft. Hvert 2. minut har du øget tempoet, så du nu ligger i et tempo, som du ville løbe en 5 km all-out på. Du har ikke luft til at tale, men har fokus på få den luft, musklerne kræver. Fra 14 til 16 minutter presser du tempoet igen – du ville kunne holde hjem i det her tempo, selv om mælkesyren begynder at hobe sig op. 4 minutter tilbage. Jeg beder dig om at øge! Holde ud i ét minut. 3 minutter tilbage. Øg igen! Du presser på. Farten skal stige! 2 minutter tilbage. Øg farten igen! Det gør ondt nu! Bid det i dig! 1 minut og 30 sek. hjem. Hold fast – Kom nu Danmark! 1 minut hjem – øg igen! Du spurter nu – det sidste minut, 30 sek. tilbage – det hele skal ud! Angrib igen, spurt mere! 20 sek. 15 sek. Tæl til 10! 8-9-10. Dér!! Færdig, forpustet, tilsyret, du slipper, du stopper, du er færdig…

Og som glasur på lagkagen har vi til eftermiddag roet 10 x 40 sek all out – hvilket måske ikke lyder af meget – men det er det! At spurte i en splittid, der ligger små10 sek. under verdensrekordfart er møg-hårdt. Og alle der har løbet spurter på en atletik-bane, kan sende en venlig tanke til mælkesyre-ophobningen og følesen af lår, der er hårde som beton, men opfører sig som gelé…

Heldigvis kan jeg fortælle jer, at lige nu kan jeg mærke, at min krop kan klare denne her slags træning. Komme sig og træne hårdt igen i morgen. Og det fortæller mig, at vi right on track to Rio.

Kh Anne.

Én for alle og alle for én. The group - Mads, Rasmus Jeg og Juliane. Én stærk gruppe, to både, ét fælles mål: OL i Rio.

Én for alle og alle for én. The group – Mads, Rasmus, jeg og Juliane. Én stærk gruppe, to både, ét fælles mål: OL i Rio. Foto: Klaus Sletting.

 

FullSizeRender-2

Finetuning – km efter km – de sidste forberedelser inden OL. Foto: Tariq Mikkel Khan.

RELATEREDE INDLÆG